Borrowed from Middle Low German vorschrecken (“to frighten”), from Old Saxon *firskrekkōn, from Proto-West Germanic *fraskrekkōn, from *fra- + *skrekkōn (“to jump, skip”), possibly related to Proto-Germanic *skeraną (“to shear”) or *skrīaną (“to scream”).[1] Also compare Old Norse skaga (“to jut out”).
forskrække (imperative forskræk, infinitive at forskrække, present tense forskrækker, past tense forskrækkede, perfect tense har forskrækket)
| present | past | |
|---|---|---|
| simple | forskrækker | forskrækkede |
| perfect | har forskrækket | havde forskrækket |
| passive | forskrækkes | forskrækkedes |
| participle | forskrækkende | forskrækket |
| imperative | forskræk | — |
| infinitive | forskrække | — |
| auxiliary verb | have | — |
| gerund | forskrækken | — |